I 2004 kom Grynte hertil.

Hun var en såkaldt udtjent so, som ca 3 gange om året, igennem de 4 år hun havde levet, havde født et kuld grise. Hun stod som så mange andre, på en trang plads og et hårdt, bart gulv.Hun havde aldrig mærket vinden, følt solen eller haft sin tryne i jorden. Mangel på stimuli havde gjort hende opgivende og aggressiv. Hun var udslidt og mærket af sit liv bag tremmer. To gange var hun forsøgt insimineret uden succes, der var forsøgt en tredje og sidste gang. Ville det ikke lykkes nu stod slagtning som næste skridt. Det var på dette tidspunkt vi fik kontakt med bonden, som ikke rigtig troede på at insimineringen var lykkedes, og derfor gik med til at lade os overtage hende.
Men det var den. Ca 3 måneder efter farede hun. Under tilsyneladende lige så store anstrengelser og smerter som en menneskefødsel. Faringen tog mange timer. En efter en kom de ud, fine små lyserøde og dækkede af et silkeblødt, skinnende hårlag. Alle kravlede op langs ryggen og forbi Gryntes tryne og videre ned til patterne.