Frida er farmens ukronede dronning. Hun er den smukkeste skabning med de smukkeste øjne – med mørke øjenvipper på det ene øje og lyse på det andet.
Frida kom til farmen hos Camilla i juli 2015. Sigfred var lige blevet reddet, og han viste tydeligt, at han savnede selskab fra en artsfælle. Vi blev hurtigt enige om, at vi måtte redde endnu en gris.
Frida blev frikøbt fra en stor svineproduktion, da hun var 3 måneder. I en alder af ca. 6 måneder skulle hun og hendes søskende køres hele vejen til Polen for at blive slagtet. Bonden tjener 50 kr. mere pr. gris herved, og det var med til at mindske det underskud, som alle i svinelandbruget kæmper med. Han havde valgt Frida til os, da han syntes, hun var så sød med den røde plet på numsen. Han virkede til at være glad på Fridas vegne, hvilket fortæller os, at svine-avleren ikke er vores fjende. Han er glad for sine dyr, og han giver dem blot de betingelser, som han er tvunget til.
Redningsdato: 18.07.2015
0 Comments