aug 04

Conchita Tobias

Vi fik en henvendelse fra Anna Maj her i sommer(2019). Hun har været på besøg hos os for nylig, og hun elsker dyr overalt på jorden. Hos sin far stod hun pludselig i en stor knibe. En knibe, der drejede sig om gasen Conchita. Følgende er Conchitas historie: Anna Majs far ville gerne have gæs, og for et år siden anskaffede han sig 15 gæs, hvoraf han fik 12 slagtet og lod 3 tilbage som avlsdyr. Han var overbevist om, at han nu havde én gase og to dame-gæs. Den ene dame fik navnet Lady Gaga (fordi gæs siger gagaga i Rusland – og farens kone taler russisk). Da foråret kom, viste det sig imidlertid, at kun én af damerne, Inger Støjberg, lagde æg, og at Lady Gaga således var en lidt klejn gase. Han blev derfor omdøbt til Conchita. Han blev lidt hårdt behandlet af den store gase, hvorfor han begyndte at gå efter de små gæslinger. Derfor var det uforsvarligt at lade ham blive i den lille flok. Tanken var egentlig, at Conchita så måtte slagtes. Det satte dog Anna Majs far i et dilemma, da familien var blevet knyttet til Conchita. Han var tam og vant til at blive håndfodret, hvor mælkebøtteblade var i høj kurs, når der altså ikke lige var vindruer på menuen. Og med slagtning som eneste alternativ, skulle Conchita selvfølgelig flytte til Dyrenes Frie Farm. Fristedet for dyr, der ikke passer ind andre steder. Conchita er vant til at være udenfor året rundt. Han er vant til mennesker og virker til at være socialt intelligent – mere end de to andre gæs. Han sætter pris på sit store badekar, hvor han er mester i at lave såkaldte “grønlændervendinger”. Conchita er en broget dansk landgås. Han er stækket en gang, hvor de yderste fjer er klippet. Han har således aldrig lært at flyve, og vi er spændte på, hvordan han vil udvikle sig og trives hos os, og om han eventuelt kan lære at flyve. Vi har naturligvis forhørt os rundt omkring ift, om det er ok, at han (indtil vi møder en anden gås, der har brug for os) går ”alene” sammen med de andre dyr, og det skulle ikke være noget problem. Foreløbigt har han et bur hos Bent Valentin, til han vænner sig til stedet. Tanken er, at de to prægtige herrer med de smukke navne kan få glæde af hinandens selskab – og styre hele farmen oppe fra toppen af matriklen. Indtil videre er Bent Valentin vældig begejstret for sin nye roommate – selvom iveren ikke just er gengældt endnu. Og for at vende tilbage til navnet: Conchita, ok. Men Tobias? Her følger også lige en historie: For noget tid siden blev vi kontaktet af en flok dyre-glade mennesker. De skulle til fødselsdag hos en god – og mindst lige så dyreglad – ven, Tobias. Han ønskede sig intet i fødselsdagsgave, så de fik en idé, som de kontaktede os med: Hvis de nu lavede en indsamling til farmen, ville vi så opkalde vores næste dyr efter Tobias? Den skulle vi lige tygge på. For hvad nu, hvis dyret havde et navn i forvejen, som dyret kendte og var vant til? Og hvad nu, hvis navnet Tobias ikke passede til det pågældende dyr? Og hvad nu, hvis næste dyr var en pige? Vi indgik det kompromis, at så vidt det passede, ville næste dyr blive opkaldt efter Tobias. Og så dukkede denne fantastiske gase-fyr op. Han havde i forvejen ikke den store tilknytning til sit navn, og da vi jo er begyndt at indføre både for- og efternavne til dyrene, så lå det lige til højrebenet. Så sådan er det altså blevet: Conchita Tobias!

Permanent link til denne artikel: http://dyrenesfriefarm.dk/2019/08/04/conchita-tobias/

Skriv et svar

Your email address will not be published.