jan 02

Vi ønsker jer alle et rigtigt godt nytår

Kære alle

Svend er ved at bygge rede i sin dejligt varme hule. Her vil han ligge trygt og godt og ønske jer alle godt nytår.

Alle vi på Dyrenes Frie Farm vil gerne sige jer tak for et fantastisk 2017. Det har været et år med megen aktivitet. Vi har haft drøn-travlt. Og vi kunne ikke have klaret det uden alle de frivillige kræfter, I bidrager med.

For det første er vi blevet Cittaslow-certificeret, hvilket vi er meget beærede over. Vi fik lavet syge-afdelingen med et særskilt ”sygehus” og en lille særskilt fold. Huset skulle senere vise sig at blive uundværligt.

Vi fik lagt 10 ton ærtesten ud på folden, hvor mudderproblemet var værst om vinteren.

Og så har vi udvidet DFF-familien i år: først med Rosa og Bertha, der var tæt på at ende som løve-mad i Odense Zoo. Dernæst med charmetrolden og gnavpotten Otto, som har været så uhyre mange ting igennem. Med økonomisk hjælp fra Anima, blev det muligt for os at tage ham ind til et godt resten-af-hans-dage-liv hos os.

Vi har tidligere haft mange sporadiske besøg, og i år prøvede vi at samle dem. Dels kunne vi introducere med en indføring i vores historie og i de enkelte individers livsfortællinger, dels kunne folk mødes og snakke med hinanden. Det viste sig at blive en bragende succes, som vi klart vil gentage i 2018.

Vi har ligeledes haft arbejdsdage/-weekender, hvor frivillige har hjulpet til med forskellige praktiske opgaver. Også dette er en kæmpe succes, da det er dejligt at gå og lave noget sammen, og da der altid gives plads til hygge, snak og grin.

Vi har på et år fået 42 betalende medlemmer – vi ser meget gerne mange flere. Vi har desuden fået muligheden for at oprette en fast månedlig donation.

Vi har generelt oplevet, at vi er blevet taget meget alvorligt, og at folk anerkender det arbejde, vi gør. Vi har oplevet en forståelse for, at vi ikke bare kan tage nye dyr ind hele tiden. Vi hader at skulle sige nej til dyr. Der er intet, vi hellere ville, end at tage alle de dyr, vi støder på, som skulle have brug for os. Men vi er nødt til tænke på de dyr, vi har. Og man må jo bare erkende, at man ikke kan rede dem alle. Denne respekt og forståelse har vi bl.a. set i form af private indsamlinger og konkurrencer, hvor pengepræmierne blev doneret til os.

Desværre er Svend stadig syg. Han har fået det en anelse bedre, men han får stadig medicin. Vi håber, at han vil komme sig, og vi lover, at vi gør for ham, hvad vi kan.

Tusind tak til alle frivillige, der har leveret arbejdskraft og/eller gaver af enhver art. I har alle gjort en forskel for dyrene – tak til jer for jeres støtte!

Rigtig godt nytår!

 

Permanent link til denne artikel: http://dyrenesfriefarm.dk/2018/01/02/vi-oensker-jer-rigtigt-godt-nytaar/

Skriv et svar

Your email address will not be published.